Værdiskabende audit fjerner driftsforhindringer

Værdiskabende audit fjerner driftsforhindringer ved NVS

Ideen med værdiskabende audit er at anvende audit som et godt værktøj til udvikling og opfølgning på fremdrift og resultater med virksomhedens ledelsessystem (inden for miljø, arbejdsmiljø, kvalitet m.m.) eller organisatoriske projekter inden for Lean, målstyring, procesforbedringer m.v.

Ved traditionelle audit fokuseres i princippet på, om medarbejderne efterlever de fastlagte krav, men i praksis er der normalt mest fokus på fejl og afvigelser i kravopfyldelsen, da de fleste virksomheder har en udpræget "fejlfindings-kultur". Det kan skabe modstand og utilfredse medarbejdere, der føler, at de bliver forhørt.

Ved værdiskabende audit fokuseres primært på, om "medarbejderne gør de rigtige ting - rigtigt" i forhold til virksomhedens strategi og mål. Gennem en positiv tilgang og gode spørgsmål til medarbejdernes arbejdsprocesser, motiveres og coaches medarbejderne til at reflektere over deres egen praksis og dermed identificere styrker og forbedringsmuligheder. På den måde udfordres organisationen konstruktivt og medarbejderne får en positiv oplevelse.

Paradigmeskiftet fra "kontrol" til "coaching" kræver en udvikling i auditmetoder og auditorkompetencer, men til gengæld får de auditerede medarbejdere inspiration og "hjælp til selvhjælp" og virksomheden får større værdi ud af audit gennem den større fokus på at understøtte virksomhedens udvikling.

Det er også baggrunden for, at Natur og Vej Service ved Aarhus Kommune valgte at indføre værdiskabende audit. Natur og Vej Service er en forvaltning i Teknik og Miljø og har ca. 300 medarbejdere, der udfører mindre entreprenøropgaver primært for andre forvaltninger i Teknik og Miljø.

Forvaltningschef Claus Pedersen fortæller:

- Vi oplever at flere og flere af vore opgaver kommer i udbud, så vi arbejder løbende på at blive en topmoderne entreprenørforretning, der er tilstrækkelig kundeorienteret og effektiv til at vinde de udbudte opgaver. For at stå os godt i konkurrencen er vi bl.a. i gang med et projekt med fokus på at fjerne driftsforhindringer, lige som vi i 2010 har indført et certificeret miljø-, energi- og arbejdsmiljøsystem.

Han fortsætter: - Da vi sidste år indførte intern audit, havde vi fokus på, at vores nye system levede op til kravene i de forskellige standarder, så vi kunne blive certificeret.
Da vi i år havde behov for at få uddannet vores ledere i arbejdsmiljøorganisationen som auditorer, foreslog vor konsulent fra Milestone Pro, at vi "hævede overliggeren", så de fremtidige audit også skulle være med til at fjerne driftsforhindringer og dermed skabe mere værdi.
- Det synes vi lød som en rigtig god idé, så vi har nu udviklet et værktøj hertil, lige som vi for nylig har uddannet både vores nye og nuværende auditorer i værdiskabende audit. På kurset var der stor opmærksom på kvalificeret spørgeteknik og en god tilgang til, at audit skal være en positiv oplevelse for medarbejderne og skabe værdi ved at inspirere til forbedringer, siger Claus Pedersen.
MEA-koordinator Janne S. Søndergaard supplerer: - Vi har sammen med vor konsulent udviklet en kort spørgeramme vedr. driftsforhindringer inden for i første omgang 3 indsatsområder, som vi vil anvende på alle fremtidige audit. På den måde kan værdiskabende audit give os værdifulde input vedr. styrker og forbedringsområder.
- Vi oplever, at kurset har været en stor succes, og vi regner med, at det vil skabe ny inspiration til de fremtidige audits, som vi forventer os meget af - både i forhold til at fjerne driftsforhindringer og til at forbedre vores MEA-indsats. Vi kan derfor varme anbefale kurset i værdiskabende audit, slutter Claus Pedersen.


Claus Pedersen (til højre),
Forvaltningschef,
Natur og Vej Service
www.aarhus.dk