Takeback konstruktionsstål reducerer CO2-aftrykket hos Hammerum Stålbyg

Takeback konstruktionsstål reducerer CO2-aftrykket hos Hammerum Stålbyg

Hvordan påvirker man interesserede kunder til at tænke bæredygtigt? Vejen for Hammerum Stålbyg er at indtænke klimahensyn i projektering af stålkonstruktioner fx ved at vælge stålprofiler (bjælker og rør) med mindre CO2-aftryk eller slankere stålprofiler i højstyrkestål. Desuden vil Hammerum etablere takeback og genbrug af brugt konstruktionsstål fra nedbrydninger.

Hammerum Stålbyg ApS i Hammerum designer, projekterer, producerer og monterer kundespecificerede små serier af stålkonstruktioner såsom stålspær, gitterdragere, søjler/bjælker, specialkonstruktioner og altaner, der anvendes til byggeri.

 

Forretningsmodel

Den nye forretningsmodel går grundlæggende ud på at udvide samarbejdet med bygherrer/entreprenører, der har brugt konstruktionsstål liggende på byggepladser, så dette tages retur og genbruges i stedet for at blive omsmeltet til nyt stål. Dette har sammen med klimahensyn ved projektering stor klimabetydning.

Takeback og anvendelse af genbrugsstål, som erstatter nyt stål, har stor betydning for CO2-aftrykket. Desuden kan anvendelse af HVO diesel ved transport til egne montageopgaver reducere CO2-aftrykket væsentligt.

Den økonomiske gevinst forventes at blive en meromsætning på ca. 20 % samt en besparelse på nyindkøb af stål på over ½ mio. kr. Omsætningsstigningen forventes at resultere i yderligere ansættelse af en funktionær og 2-3 smede.

 

Læring

I Hammerum Stålbyg har vi lært meget om at projektere konstruktionerne udfra klimahensyn for at opnå lavere CO2-aftryk. Valg af klimavenlige stålprofiltyper betyder meget for CO2-
aftrykket. Desuden er vi blevet skarpere på at indkøbe stål på fixmål, så vi kan reducere vores spild.

Vi er også blevet meget klogere på FN’s verdensmål, som vi inden projektet synes var meget ukonkrete. Endelig er vi blevet bekræftet i, at vores nuværende bygninger er klimamæssigt utidssvarende, og at vi har behov for nye lokaler. Der påtænkes derfor nybyggeri, når der er økonomisk råderum til det.

Inden projektstarten vidste vi ikke, at der var noget, der hedder HVO-diesel, som det har vist sig, at vores personbiler og nyeste lastbil kan køre på. Det er dog noget dyrere, så det vil derfor gavne, hvis kunderne fx vil vente længere på produktioner, hvor vi kan anvende genbrugsstål, eller vil betale mere for vores transport, når vi anvender HVO-diesel ved levering, eller kunderne på anden måde vil
samarbejde om at reducere CO2-aftrykket.

Samlet set er vi heldigvis blevet bekræftet i, at vi har reelle muligheder for at gøre noget godt for klimaet uden at vores virksomhed skal lukke, og at klimaindsatsen tværtimod giver os nye muligheder, udtaler direktør Johan Lind Brunsborg.

 

Faktaboks om virksomheden

Link til hjemmeside: Hammerum Stålbyg ApS

Grundlagt/oprettet: 1960

Primært produkt i Rethink Business:

Stålkonstruktioner til byggeri.

Konsulent: Anders Chr. Haahr, Milestone Pro ApS

 

Klimatal

Gennem øget genbrug af konstruktionsstål samt andre klimatiltag reduceres virksomhedens samlede CO2-aftryk med ca. 25 %. Materialeforbruget i form af stål m.v. udgør næsten 90 % af virksomhedens samlede CO2-aftryk, mens energiforbruget i form af olie til opvarmning samt diesel til transport udgør resten.

 

Verdensmål

 

Faktaboks om projektet

”Rethink Business 4 – Cirkulær forretningsudvikling”, er et treårigt EU-projekt med første forløb gennemført i 2019-2020 og andet forløb i 2020-2021. Projektet er finansieret af EU´s Regionalfond på opfordring fra Vækstforum i Region Midtjylland samt Erhvervsstyrelsen. De nye cirkulære forretningsløsninger har alle haft mål om CO2 reduktion, minimering af affald og samarbejde på tværs af værdikæder. Faktorer som livstidsforlængelse, nye materialer, mindskning af skadelige miljøpåvirkninger indgår på forskellig vis i forretningsmodellerne, som
kan læses i dette korte case format.

Praktisk projektleder og operatør er Lifestyle & Design Cluster og resultaterne er opnået i tæt samarbejde med Erhvervshus Midtjylland som partner samt eksterne eksperter og rådgivere.

Læs mere om projektet samt de øvrige cases på Rethink Business.

 

Link

Læs mere:

 

Kontakt

Kontakt os for nærmere information eller et uforpligtende møde på tlf. 4027 8657 eller  Læs evt. mere på www.milestone-pro.dk