Nyt vaskeanlæg giver mere genbrugsplast ved Excellent System A/S
Excellent System vil skalere sin takeback af brugt plast gennem udvikling og indførelse af et nyt vaskeanlæg, der både kan håndtere virksomhedens takeback af brugte produkter fra kunderne og genbrug af husholdningsplast, som skal indsamles gennem et skoleprojekt. Indsatsen vil kraftigt reducere virksomhedens behov for indkøb af nyt plast og samtidig gøre det muligt at opnå svanemærket på virksomhedens plastgulve.
Excellent Systems A/S i Mørke blev grundlagt i 1992 og producerer ramper og gulve i plast til især rehabiliteringsbranchen og industrien. Der er fokus på tilgængelighed uanset om det handler om industriramper til trucks, kørestolsramper, eller generel udligning af niveauforskelle m.v. En stor del af salget går til kommuner i ind- og udland og ca. 90 % af produktionen eksporteres.
Virksomheden har i 2020 deltaget i projektet Energieffektivitet og CO2-besparelser i virksomheder i Region Midtjylland (EC SMV). Ved at deltage ønskede virksomheden at få overblik over sit CO2-aftryk fra det nuværende materiale- og energiforbrug og på den baggrund prioritere og iværksætte forbedringer internt og i virksomhedens værdikæde i samarbejde med relevante leverandører og kunder.
Fokus på bæredygtighed gennem mange år
- Vi har arbejdet med miljø, bæredygtighed og socialt ansvar i mange år og begyndte allerede i 1992 at minimere og genbruge vores affald fx til afstandsstykker i plast til byggeri, fortæller adm. direktør Ole Frederiksen og fortsætter: - Vi anvender udelukkende miljøvenlig PE-plast og tager fx vores brugte ramper retur for genbrug og har generelt gennemført mange tiltag og projekter. Vi havde et år besøg af miljøministeren, som under besøget lancerede miljøministeriet kampagne ”stærkere uden affald”.
Virksomheden har således i mange år arbejdet efter ”vugge til vugge”-principper ved at tilbyde kunder, at de kan returnere deres fraskær fra nye ramper eller brugte ramper, for vask, granulering og genanvendelse af plasten. Ole Frederiksen fortæller:
- Vi valgte at deltage i EC SMV, fordi vi ønskede at skabe et godt overblik over klimaeffekten fra vores forskellige tiltag. Desuden ville vi gøre vores produkter endnu mere bæredygtige fx ved at vi i endnu større udstrækning modtager plast til genbrug og dermed forbedre vores konkurrenceevne.
Excellent Systems har for nylig iværksat et skoleprojekt, hvor virksomheden vil uddanne skoleelever til superbrugere, der kan vejlede de andre elever i indsamling af brugt husholdningsplast på de deltagende skoler. Eleverne får udleveret 3 genbrugsplastpose til indsamling, og det indsamlede plast honoreres efter vægt og går til klassekassen. Virksomheden forventer at skoleplasten på sigt kan udgøre 30 % af råvareforbruget.
Svanemærket gulv kom i fokus
- Vi har tidligere undersøgt mulighederne for at få svanemærket vores produkter, men konstaterede, at det kunne vi ikke få, fordi produktområdet ikke er dækket af svanemærket, fortæller Ole Frederiksen og fortsætter, - det var i hvert fald vores opfattelse, men vores konsulent fra Milestone Pro fik sammen med Miljømærkning Danmark afklaret, at vi godt kan få svanemærket vores plastgulve.
Da svanemærket kræver mindst 70 % genbrugsmaterialer i virksomhedens produkter, var det endnu et argument for at skalere virksomhedens indsamling af brugt plast. Men den brugte plast kan kun kværnes og genbruges, hvis den grundig rengøres forinden, og det er hidtil sket ved en underleverandør, som dog ikke kan garantere, at genbrugsplasten er i en farve og kvalitet, som kræves til nye plastgulve.
Ole Frederiksen fortæller: - For at vi kan sikre, at genbrugsplasten har den rette kvalitet og farve er det nødvendigt, at vi selv investerer i et vaskeanlæg, der kan rengøre vores brugte ramper og øvrigt plast, vi modtager til genanvendelse.
Ideen er, at anlægget skal drives af solcellestrøm og med renset regnvand opsamlet fra tagfladerne samt med naturlig tørring, hvorved CO2-aftrykket fra vaskeprocessen er 0. Det er langt bedre end de traditionelle renovatører, der ofte anvender fossil energi hertil.
Svært at skaffe klimadata fra leverandører
For at screene virksomhedens nuværende bæredygtighed fik virksomheden først indsamlet forbrugsdata vedr. materiale- og energiforbruget i 2019. Med dette overblik arbejdede virksomheden på at fremskaffe nærmere information om CO2-aftrykket fra de forskellige materialeleverandører.
- Mange leverandører kender ikke CO2-aftrykket fra deres produkter, og det er heller ikke noget, der fremgår af de normale datablade på materialer, fortæller Ole Frederiksen. – Men det lykkedes os at få nogenlunde valide data, så vi har kunnet opgøre vores samlede CO2-aftryk i 2019. Det viser, at over 90 % af CO2-aftrykket kommer fra vores materialeforbrug, og at vi kan reducere dette væsentligt ved at anvende mere genbrugsplast.
Virksomheden regner med, at egen genbrugsplast kan produceres med kun ca. 20 % af CO2-aftrykket fra nyt plast, da der er tale om en klimaneutral vaskeproces og transporten kombineres med anden, eksisterende transport. Til sammenligning har genbrugsplast fra en renovatør typisk et CO2-aftryk på ca. 50 % af ny plast.
- Udover kraftigt at øge vores andel af genbrugsplast vil vi fortsætte ombygning af vores maskiner, så vi bruger mindre strøm og desuden overgå til klimavenlig strøm, fortæller Ole Frederiksen og tilføjer, - vi har tidligere forsøgt at få lov til at rejse vores egen vindmølle, men det lykkes desværre ikke.
Stor stigning i omsætning og fald i CO2
- Vi har sammen med vores konsulent udviklet en række gode ideer til nye bæredygtige forretningsmodeller men det stod hurtigt klart, at vi ville prioritere at udvikle verdens mest bæredygtige plastgulve med svanemærke, fortæller Ole Frederiksen og fortsætter: - Det skyldes bl.a. at vi i stigende grad møder spørgsmål og krav vedr. bæredygtighed fra især offentlige kunder.
Gennem opnåelse af en svanemærkning og øvrige tiltag forventer Excellent System om 2 år at øge omsætningen med 20 %. Det skyldes bl.a. at virksomheden får endnu bedre muligheder for salg til miljøinteresserede private og offentlige kunder, der fx stiller krav eller har forventninger om svanemærkede produkter eller andre forventninger til produkternes bæredygtighed.
- Den nye grønne forretningsmodel vil efter realisering om 2 år medføre, at virksomhedens CO2-aftryk reduceres med knap 40 %, hvilket vi betragter som et flot resultat. CO2-aftrykket vil falde yderligere efterhånden som kapaciteten på det kommende vaskeanlæg udvides, og vi kan modtage mere plast til genbrug, fortæller Ole Frederiksen.
Rigtigt godt samarbejde
- Nu skal vi så i gang med at realisere vores planer, så næste skridt er at ansøge om og opnå en svanemærkning, fortæller Ole Frederiksen. – Desuden skal vi have udviklet og indført vores nye vaskeanlæg og involveret flere kunder i vores takeback-system og flere skoler i vores skoleprojekt.
- Vi har haft rigtigt god støtte og sparring fra vores konsulent, så vi har valgt at fortsætte samarbejdet med Milestone Pro om realisering af vores planer, fremhæver Ole Frederiksen og afslutter: - Vi har gennem projektet fået meget ny viden og inspiration, så vi vil varmt anbefale andre virksomheder at deltage i et udviklingsprojekt som fx EC SMV og arbejde med den grønne omstilling.
Link
Læs mere:
- Rådgivning - cirkulær økonomi
- Rådgivning - grøn forretningsmodel
- Rådgivning - FN's verdensmål
- Artiklen i pdf-format
- Udviklingsprogrammer inden for cirkulær økonomi
Kontakt
Kontakt os for nærmere information eller et uforpligtende møde på tlf. 4027 8657 eller Læs evt. mere på www.milestone-pro.dk